Morgensang med skolerne

"Det er dejligt at kunne nogle sange udenad, så man kan gå og tygge på ordene."

 

Morgensang Nødebo Gadevang kirker

Sangens år – hvert år! 

På Nødebo og Gadevang skoler er det sangens år hvert år. Cirka en gang om måneden drager hele skolen i kirke for at synge morgensang klokken otte. Formålet er at gøre børnene fortrolige med den danske salmeskat, samt lære dem glæden ved at synge mange sammen – og synge til! For der bliver virkelig gået til den, lige så kirketaget er ved at løfte sig. Det er en stor oplevelse, både for børnene og for lærere og kirkepersonale. 

Vi har sunget salmer som ”Op al den ting som Gud har gjort”, ”I østen stiger solen op”, ”Du herre Krist” og en helt moderne salme som ”Du som har tændt millioner af stjerner”. 

Hver gang bestræber vi os på at lære børnene melodien rigtig godt, og så et par vers udenad. Det er dejligt at kunne nogle sange udenad, så man kan gå og tygge på ordene. Det er store ord og smukke melodier, og uanset hvordan deres trosforhold senere udvikler sig, så får de noget med sig, som de altid vil kunne bruge. De møder noget skønt, noget særligt, noget fælles. Det er det, nogen kalder dannelse. 

Eva Holmegaard Larsen